Ingen skal sove, så længe musikken spiller

Udgivet af Jannie Fjordside, ons d. 16. jan 2019, kl. 15:08
Nyheder

Af Jannie Elisa Fjordside

Måske skyldes det, at netop denne arie er noget af det tætteste, man kommer på populær opera. Måske skyldes det, at publikum kender teksten, og at de fleste kan forholde sig til den – til dét, at man gemmer på en hemmelighed. Måske skyldes det måden, musikken nærmest rejser sig på.

Eller måske er det visheden om, at det var med netop denne arie, manden foran publikum selv rejste sig – fra en hverdag lig alle andres til dét, han er i dag – der får tårerne frem i deres øjne. Hver gang han synger den.

Manden, der er tale om, hedder Paul Potts. Arien er ’Nessun Dorma’ -  ’Ingen skal sove’ – fra Puccinis opera Turandot. Og linjen, der tvang publikum til lommetørklæderne under hans koncerter i Christians Kirke i december, lyder: ’Ma il mio e chiuso in me’.

’Men min hemmelighed er skjult inden i mig’.

 

Ingen hemmeligheder på et sølvfad

Linjen forekommer meget passende, for Paul Potts synes at være en reserveret natur. Umiddelbart før sin sidste optræden i Christians Kirke, kilet ind mellem lydprøve og omklædning, giver han et kort interview om turnéen og livet som musiker, og selv om svarene er både personlige og velvillige, serveres de som portionsanretninger, nøje afmålt og uden den garniture af small talk, der kan få én til at glemme, at det her er et interview og ikke en samtale.

De afmålte svar tillader os imidlertid at komme vidt omkring på kort tid. Vi begynder den dag for mere end ti år siden, hvor han flippede en mønt og lod den afgøre, om han skulle sende sin ansøgning til Britain’s Got Talent 2007.

”Det var sådan en situation, hvor jeg følte, at jeg ville fortryde det, uanset om jeg sendte ansøgningen ind eller ikke gjorde det. Så jeg slog plat eller krone – hvis det blev krone, ville jeg sende den,” fortæller sangeren.

Mønten havde talt. Potts sendte sin ansøgning af sted, og det var med fremførelsen af netop ’Nessun Dorma’, at han vandt dommerpanelets gunst og tog programmets seere med storm.

”Det holder aldrig op med at overvælde mig,” siger Paul Potts om de stående bifald, han stadig får under sine koncerter i dag.

”Jeg tror aldrig, at successen helt vil gå op for mig. Jeg gør bare, hvad jeg elsker at gøre: at synge.”

 

Kroge, nicher og eliten, som misforstod det hele

Siden Paul Potts tog vindertitlen i talentkonkurrencen i 2007, er det blevet til fire albums og et hav af koncerter; noget hans hustru er svært glad for, fortæller han, for når han er på farten og folder operaen ud i verdens kroge, er der intet, som flyder i krogene i parrets hjem.

Den tidligere telefonsælger, der efter eget udsagn er et rodehoved med lidt for stor forkærlighed for Sarah Bernhardt-kager, har givet opera et folkeligt udtryk, mange ikke er vant til at forbinde genren med.

”Men opera har aldrig været noget bare for eliten,” understreger Paul Potts og fortsætter:

”I sin samtid blev Puccini for eksempel også kritiseret for at manipulere med folks følelser gennem sin musik. Det blev ikke set som passende, men det er jo lige præcis dét – at det rykker noget i os – som gør musikken vigtig.”

 

På tæerne i Christians Kirke

Hvis Puccini gik sine egne veje, må man sige det samme om den tidligere telefonsælger, som ændrede sit liv med et af mesterkomponistens værker.

”Tidligere, da jeg var sælger, kunne jeg ikke arbejde ud fra et manuskript – du skal være fri for at kunne sælge. Det handler om at være autentisk, om at være sin egen,” siger Paul Potts.

På den måde lander vi igen på første bænkerække i Christians Kirke, hvor publikum til aftenens koncert længe har trippet i kø foran døren. For er der noget, som kendetegner Christians Kirke, så er det ifølge sangeren, at kirken er sin egen:

”Jeg optrådte her for første gang i 2010, og det var en helt særlig oplevelse – og det er det stadig. I det her rum har du publikum hele vejen omkring dig, og du er nødt til at dele din opmærksomhed med dem alle. Det holder dig på tæerne,” slutter Paul Potts, før han trækker sig tilbage for at klæde om til glitrende smokingjakke og pudse stemmen helt af til aftenens koncert.

Jakken har han fået af sin hustru; hun er med ham på touren – i de kommentarer, han deler mellem numrene – men han forsikrer, at han ikke savner hverdagen derhjemme. Han foretrækker at være af sted, af sted med musikken. Sove kan man senere – og står det til Paul Potts, skal ingen sove denne aften.  

Foto: Paul Potts med gæstesopran Kristine Bonde under koncert i Christians Kirke, december 2018 

Ophavsret: