Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kammermusikforeningen af 1887: Koncert med Frederik Øland, Andreas Brantelid og Petya Hristova

Dato
Mandag d. 2. oktober 2023, kl. 19:30
Sted
Christians Kirke, Strandgade 1, 1401 København K
Pris
Entre

Kom i førsteklasses musikalsk selskab, når Christians Kirke denne aften åbner dørene for en helt særlig aften under den for nogen måske lidt kryptiske overskrift ’Doktorens aften’. 

Det er Kammermusikforeningen af 1887, der er på spil med en af sine faste traditioner.  

Doktoren var bratschisten Henrik Olsen, ansat i Radiosymfoniorkestret og frem til sin død formand for kammermusikforeningen. En gang hver sæson inviterede han gode musikervenner til at give koncert i kammermusikforeningens regi. Efter hans bortgang har hans søn violinist Frederik Øland ført traditionen videre på smukkeste vis. 

Frederik Øland, som turnerer verden rundt med Den Danske Strygekvartet, indtager denne aften scenen med stjernecellisten Andreas Brantelid og den unge bulgarske herboende pianist Petya Hristova. Kom og oplev dem med værker af Barber, Kodaly og Mendelssohn.  

Kammermusikforeningens koncerter finder som altid sted den første mandag i måneden – denne gang altså mandag den 2. oktober kl. 19.30. Er man ikke medlem af foreningen, kan billetter købes i løssalg i døren for 150 kr. – og husk, at børn og studerende kommer ind ganske gratis. 


Om musikerne:

Frederik Øland (violin) er uddannet violinist hos professor Serguei Azizian på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og hos professor Ulf Wallin på Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin.Han udgør en fjerdedel af Den Danske Strygekvartet, med hvem han har modtaget mange priser og udmærkelser. Kvartetten turnerer over hele verden og gennemførte i 2020 en koncertcyklus med alle Beethovens strygekvartetter i Lincoln Center i New York.

Petya Hristova (piano) har studeret på Tchaikovsky Konservatoriet i Moskva hos Natalia Trull, på Hochschule für Musik Karlsruhe hos Markus Stange og Kalle Randalu og hos den verdenskendte klaverprofessor Klaus Hellwig på Universität der Künste i Berlin. Petya er prisvinder i flere internationale klaverkonkurrencer med flere førstepriser bag sig, har medvirket i flere store musikfestivaller og optrådt som solist med orkestre som Brussels Kammerorkester, Sofia Symfoniorkester, Classic FM Orkester Bulgarien, Bulgariens Radios Symfoniorkester og Det Nationale Philharmoniorkester Vidin.

Andreas Brantelid (cello) fik sin solo-debut i en alder af 14 år med Elgars cellokoncert sammen med Det Kgl. Kapel. I dag er Andreas Brantelid en af de mest eftertragtede kunstnere fra Skandinavien, der har modtaget anmelderroser fra kritikere i hele verden. Han har optrådt som solist med prestigefyldte symfoni- og kammerorkestre fra det meste af Europa og var i 2017 var på en længere turne i Kina med London Philharmonic Orchestra, hvor han optrådte med cellokoncerter af Elgar og Tchaikovsky. Med samme orkester spillede han Elgars cellokoncert i Londons Royal Festival Hall i 2018.

Læs mere om Kammermusikforeningens program og medlemskab på kammermusikforeningen.dk.