En helt almindelig dag i præstegården i Vesterbølle, en plet omtrent midt mellem Aars, Skive og Hobro, fandt en pige i seks-syvårsalderen svaret på et af tilværelsens helt store spørgsmål. Det havde presset sig på noget tid; der var ting, hun ikke havde kunnet få til at hænge sammen. For hvordan hang det, at nogen skulle frelses og nogle fortabes, sammen med Guds kærlighed?
Nu var hun sikker.
Hun fandt sin mor i køkkenet og proklamerede, hvad hun havde fundet ud af:
”At Gud er god betyder, at alle bliver frelst!”
” Jamen hvad så med dem, der slet ikke vil frelses?”, lød svaret fra hendes mor ved køkkenvasken.
Det kunne den lille pige så gruble videre over.
Det gjorde hun, og i dag er Karen Felter Vaucanson kommet frem til sit eget bud på en meningsfuld klang i det brag af kompleksitet, hendes mor detonerede den dag i barndommens præstegård.
Karen sidder i udestuen til præstegården i den østfynske landsby Oure, hendes og familiens hjem og arbejdsplads siden juni 2021. Det er slut april, og forårslyset strømmer gavmildt ind og bliver til varme bag glasruderne. På væggene omkring terrassebordet hænger et par malerier. I udestuens modsatte ende står et oliventræ, der endnu ikke har vist de store tegn på livsvilje. Citrontræet, derimod, bærer hele tre solgule frugter denne sæson; noget, både hun og hendes mand Bastian kommenterer på med en undertone af legende højtidelighed.
”Da vi kom hjem fra vores første rejse efter corona og barsel, havde vi bare sådan en lyst til at gøre udestuen lidt sydlandsk. Det ved jeg ikke lige helt, hvordan vi er lykkedes med.”
Karen griner lidt, og der er i det hele taget ikke langt til hverken smil eller latter i de kroge og hjørner, samtalen bærer os hen over de næste par timer; det er tydeligt, at hun glæder sig – til det hele, som hun selv siger. I første omgang til barnet, deres tredje søn, som om kort tid gør storebrødrene på ét og tre år selskab. Og dernæst: Christianshavn og det nye liv som præstefamilie i Christians Kirke.
Fra Borchs Kollegium til procesteologi i Tyskland
Karen fulgte i begge sine forældres fodspor og begyndte på teologistudiet på Københavns Universitet i 2007. Hun elskede studierne, navnlig dogmatikkens systematik og fagets forsøg på dissekering og definering af, hvad det egentlig vil sige at være et (moderne) kristent, troende menneske. Hun elskede tiden på Borchs Kollegium, hvor hun tog titlen som ukronet mester i et B-menneskes livsførelse, og da hun i 2015 blev indsat i sit første embede som vikarierende sognepræst i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg, trak den teologiske fordybelse stadig i hende.
”Jeg var virkelig glad for at komme ud i min første stilling. Jeg elskede at være præst med alt, hvad det indebar. Men jeg elskede – og elsker fortsat - også virkelig at læse, og jeg følte mig så hjemme på teologi – jeg var virkelig ked af det over at opleve, at jeg ikke rigtig havde tid til det mere. Jeg havde bare lyst til at lænke mig til min læseplads!”
Herfra bevæger samtalen sig videre til et emne, Karen egentlig havde besluttet ikke at komme ind på; det bliver så let kringlet, så teoretisk og abstrakt, når hun fortæller om sin ph.d. Men når man bliver spurgt direkte, er det svært at lade tre års slid ligge.
At sige, at muligheden for at lave en ph.d. bød sig til ved ren tilfældighed, er nok en tilsnigelse. Men Karen havde kontakt til Anders-Christian Jacobsen, professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, og han vidste, at hun havde et varmt øje på mulighederne for at læse videre.
”Han havde fået en masse penge fra EU til et kæmpe forskningsprojekt, hvor der skulle tilknyttes 14 Ph.d.-studerende fra forskellige EU-lande – med det krav, at hver ph.d.-studerende skulle kobles på et emne ved et universitet i et andet land, end de selv kom fra.”
Selv blev hun tilknyttet Westfälische Wilhelms-Universität i Münster og kastede sig her over procesteologien, som var særligt stor i 1980ernes USA, og som blev født ud af den amerikanske matematiker og filosof Alfred North Whiteheads ønske om at formulere et tankesystem system, der skulle indtænke alt, der er i tilværelsen – lige fra matematiske til teologiske, etiske og filosofiske problemstillinger.
”Jeg er fascineret af denne her total-tænkning. Forsøget på at tage alt ind og systematisere det. Nu bliver det lidt teknisk, men Whiteheads bud på sådant et system er, at alt i tilværelsen er opbygget af det, han kalder ’actual entities’ – verdens byggesten. De svarer på en måde til de atomer, vi lærte om i fysik, men med den forskel at de ikke er statiske, og de ikke er isolerede fra hinanden. Tværtimod er Whiteheads byggesten i permanent udvikling, fordi de hele tiden indoptager elementer af det, der omgiver dem. Intet er afgrænset eller isoleret. Men alle disse ”atomer” er i en relation og påvirkes gensidigt af hinanden. Det er meget stort spring fra gængs filosofi.”
Og det er ikke kun den gængse filosofi, Whiteheads teori adskiller sig markant fra; han opererer også med en forståelse af Gud, som i hvert fald på ét punkt er ganske atypisk og i nogles betragtning endda også provokerende:
”Det helt særlige er, fra en teologisk vinkel, at sådan tænker han også om Gud. Her er der ikke noget med at ”Gud er Gud om alle mand var døde”, som vi synger. Nej, Gud og verden er så tæt forbundne, at Gud indoptager det, der sker i verden, og det forandrer Gud. I den forstand er Gud fx ikke almægtig, for vores handlinger påvirker og forandrer Gud. Samtidig er det Gud, der skaber mulighederne for vores ageren. Når man ud fra den synsvinkel forstår sig selv først og fremmest som en relation, så opstår der for mig en enorm ømhed over for alt, der omgiver en, og en forståelse af, hvor skrøbeligt alting er. Og samtidig hvor kraftfuldt alting er, for man er jo forbundet.”
Oven på dén kondensering lander samtalen i et øjebliks stilhed. Så smiler Karen og sætter punktum:
”Og da jeg var færdig med afhandling, SÅ var jeg også færdig med at studere på universitetet!”
På et tidspunkt senere i samtalen går Karen ind for at hente danskvand; det er dén graviditet, danskvand er det eneste, hun rigtig har lyst til, forklarer hun. I den korte pause bundfælder hendes introduktion til procesteologien og tankerne om alts forbundethed sig lidt i mig.
Og det giver mening, synes jeg, i forhold til så meget af det, Karen når at dele i timerne her på Fyn.
Søndagsskole og buddhistisk retreatcenter
Fra den afsluttede afhandling fik Karen embede i et vikariat som sognepræst i Jesuskirken i Valby og kom derfra videre til Oure, hvor bakkerne her i april bølger lysegrønt og stort set ubebyggede mellem landsbyen og Svendborg, der er den nærmeste større by – og hvor hun i nu lidt over to år ikke blot har været præst, men i den grad oplevet rollen som præsten. En rolle, hun har kendt til hele sin barndom.
På den ene side var opvæksten i præstegården lig så mange andres, måske lige bortset fra timerne i søndagsskolen.
”En af de lokale, som var en ret missionsk dame, kørte en søndagsskole, hvor hun selv underviste. Det var ikke just et tilløbsstykke for byens børn... jeg ville også hellere selv ud at ride. Men mine forældre insisterede på, at jeg deltog. Så sad vi der, hendes egne børn og jeg, og lyttede til bibelhistorier og tegnede paradis og helvede. Jeg tror faktisk, det var fra søndagsskolen tanken om, at nogle går fortabt, kom.”
På den anden side, så vidste Karen godt, at hendes forældres arbejde ikke var som flertallets. Mens hendes mor har været vikarierende præst i flere sogne og senere blev ansat i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, var hendes far byens præst. Og var der fremmede biler i gårdspladsen, når hun kom hjem fra skole, vidste hun, at døren til hans kontor ville være lukket; at han havde en samtale, og at de ikke måtte forstyrres.
”Så skulle man bare liste rundt oven på og være musestille. Det føltes både lidt, som om nogen holdt på min far, fordi jeg jo egentlig bare gerne ville være kommet hjem fra skole og sige hej til ham. Og samtidig, så havde jeg en følelse – jeg ved ikke, om man kan kalde det stolthed, men en oplevelse af, at det var rart, at nogen syntes, han kunne hjælpe.”
Og så var der årene som ungarbejder i et buddhistisk retreatcenter lige uden for Vesterbølle. En skærende kontrast, kunne man sige, til forældrenes eget religiøse ståsted. Men ikke nødvendigvis mindre ansporet af en opvækst, hvor tro var noget, man turde tale om.
”Jeg blev sendt ud og arbejde hos Claus og Eva i et buddhistisk center, da jeg var 13 – jeg arbejdede der, til jeg blev 18. De havde et lille selvforsynende økologisk landbrug og en lille gårdbutik, så jeg var ude at sætte løg og prismærkede varer, der kom ind. På et tidspunkt lavede Eva også mad til Molslinjen, så jeg kom ud og hjalp med at lave fyldte peberfrugter. Det var simpelthen så hyggeligt, og vildt spændende, vi havde rigtig mange diskussioner om kristendom og buddhisme.”
Og her kan man, med forsigtighed og forbehold for alt det, der skiller kristendommens og buddhismens centrale troskerner, se en forbindelse til procesteologien; energien, som forbinder det mindste atom med den største sammenhæng.
Lokal nærhed midt i byen
I årene på Fyn har Karen oplevet, hvordan det er at være på den anden side af barndommens lukkede kontordør; være præsten i et lille lokalsamfund. Hvordan det er et være én, de fleste på et tidspunkt får en relation til på grund af dåb, en konfirmation, et bryllup eller en bisættelse. Hvordan hendes arbejde bliver tilgået med en undrende, men næsten udelukkende positiv nysgerrighed, og hvordan den distance, som præstekjolen og højmessens ritualer skaber til nogle afbødes af, at præsten også har morgenhår og rander under øjnene, når drengene afleveres i vuggestuen.
”Det er den type præst, jeg håber at blive på Christianshavn – en præst, menigheden genkender og kender. Selvom jeg og Bastian har boet i København hele vores studietid, kender ingen af os Christianshavn så godt endnu. Men vi har en oplevelse af, at bydelen på mange måder er som et mindre lokalsamfund midt i byen – og selvom vores drenge selvfølgelig skal have lov til at være sig selv ikke altid føle sig som ’præstens børn’, er det virkelig som familie, vi håber at blive en del af lokalsamfundet og menigheden.”
Den nærhed, parret håber og forventer at blive en del af på Christianshavn, mærkede Karen også i selve kirkerummet, da hun i marts holdt prøveprædiken for kirkens menighedsråd.
”Det her ved kirkens menighed selvfølgelig allerede, men det er jo en helt unik bygning, og for mig var det en ret særlig oplevelse at komme ind i dét kirkerum og mærke, hvor stort det er samtidig med, at der er en helt anden nærhed, end når man skal prædike ud i et rum med et langt skib.”
Konkrete ideer til alt det, Christians Kirke kunne gøre og være, alt det kirken allerede er og skal forblive, lader hun hvile for nu; først og fremmest vil hun lære kirken og dens menighed at kende.
Og for at sætte et midlertidigt punktum i samtalen her, som forhåbentlig lader menigheden deres kommende præst lidt at kende på forhånd, runder vi af med tre spørgsmål.
Først skal vi tilbage til barndommens præstegård. For hvad er Karens svar på sin mors spørgsmål; hvad tror hun, der sker med dem, som ikke vil frelses?
”Jeg tror, de bliver frelst alligevel,” siger Karen og ler højt. For så meget hurtigt at blive alvorlig.
”Jeg er godt klar over, at der findes mennesker som ikke selv mener, at de fortjener kærlighed. Hverken menneskers eller Guds. Det er næsten ikke til at bære. Andre synes måske ikke, at de behøver hverken Gud eller tro for at finde mening i tilværelsen. Men jeg tror på, at Gud elsker alle sine skabninger fuldstændig betingelsesløst. Og jeg tror, at den tvivl eller trods, der i stor eller lille grad har en plads i os alle sammen, forsvinder i mødet med Gud. Det er ikke et spørgsmål om, at nogle særligt hellige og udvalgte bliver frelst mens andre går fortabt; det er noget i hvert enkelt menneske, måske selvleden, egoismen, hårdheden, egenkærligheden der fortabes, så kærligheden bliver det, der lever,” siger hun.
Hvad frelse i sig selv er for en størrelse, er en tråd, der for Karen stadig spindes, og som forhåbentlig vil spindes over mange år mellem højmesser, helligdage og alt det andet i Christians Kirke. Og frem til Karens indsættelse i oktober, lader vi samtalen her lande med to mere håndgribelige spørgsmål – sådan da:
Har du et yndlingsevangelium eller en tekst, du ville ønske, var en del af søndagens tekstrækker?
”Jeg tror, alle teologer elsker Markusevangeliet. Det er det første evangelium, og det er meget minimalistisk. Der er en stilhed i det, noget der får lov at stå åbent. Men jeg holder altså mest af Johannesevangeliet. Det er så gennemarbejdet, det løfter sig ligesom på en anden måde. Her er Jesus blevet Kristus, frelseren. Og så kunne det da være vildt fedt at dykke lidt mere ned i Johannes Åbenbaring. Det er sådan en syret tekst, det elsker jeg…”
Har du en yndlingssalme eller én, du bare ikke synes om?
”Åh nej, altså! Det burde jeg jo have et meget mere spændende svar på, men jeg tror ikke, at jeg kan pege på én. I mange år var jeg ikke særlig glad for Kingo, jeg syntes ærlig talt, han var lige lovlig fromset. Nu elsker jeg hans salmer. Jeg er vild med årstidssamlerne – de er så sanselige – og lovsangene generelt, dem er jeg glad for. Tænk for eksempel på ’Op, al den ting’ – alle de billeder, der kommer frem.”
Og her runder vi af med en indskudt tanke.
For med forårssolen bagende gennem udestuens ruder, den lysende grønne græsplæne bag mig, med de vilde tulipaner, der kun findes i gamle velholdte haver, og med træet bagerst i haven, som er stort nok til, at det engang i fordums tid kunne være blevet tilbedt som en gud i selv, så er det virkelig ikke svært at mærke Brorsons lovprisning af Guds skaberværk i egen krop, tænker jeg. Det er virkelig ikke svært at mærke alts forbundethed, at mærke Gud i hver en lille del og i hele den store sammenhæng.
Karen Felter Vaucanson er født 30. januar 1987. Karen mødte sin mand, Bastian, på studiet, hvor de havde et fag i kirkehistorie sammen, og til en fest slog det gnister.
Bastian er siden fortsat i det kirkehistoriske spor, og har skrevet ph.d. om en kvindelig fransk mystiker, der fik lidt for meget indflydelse ved hoffet i Versailles og endte i Bastillen. P.t. forsker han i fransk mystik på Københavns Universitet. Bastian er i øvrigt halvt fransk, men er vokset op i Storkøbenhavn og glæder sig til at komme ”hjem” igen, opbygge nye relationer samt benytte sig af de mange sociale og kulturelle muligheder, der er på Christianshavn.
Sammen har de tre sønner, Ralph, Emil og Ferdinand
på 3, 1 og 0 år.
Interviewet er lavet i april 2023 af kirkekultumedarbejder Johanne Elisa Fjordside