Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Musikken i Christians Kirke

Koncert med HUSH 2018

Christians Kirke og berømt og beundret for sine loger, der ligger som en krans om kirkerummet i tre etagers højde, og på grund af sin indretning er kirken tidligere gået under tilnavnet ’teaterkirken’. Det er dog en anden gren af kulturen, der først og fremmest lever i Christians Kirke – nemlig musikken.

Christians Kirke lægger rum til adskillige store koncerter hvert år – fra brusende klassiske mesterværker til nutidens store navne. Og grundet kirkens gode akustik og dens unikke indretning er du som publikum sikret en oplevelse, hvor du kommer helt tæt på musikken – hvad enten du sidder på forreste række få meter fra bandet eller øverst oppe med det helt store udsyn. 

Talentudvikling

En flot donation fra Nordea Fonden gjorde det i august 2015 muligt at erhverve det store Steinway flygel, der hviler ved siden af kirkens alter i dag. Flyglets rene klang og rytmiske bevægelighed er med til at understrege den uformelle, nærværende stemning, der kendetegner vores gudstjenester. Derudover bliver flyglet brugt til talentudvikling af konservatoriestuderende og musikskoleelever, som får lejlighed til at øve og fremføre deres musik på et instrument af særligt høj kvalitet.

Kirkens kammervenner

Kammermusikforeningen af 1887 har til huse i Christians Kirke og arrangerer hver mandag i månederne september-april klassiske koncerter af højeste kvalitet. Koncerterne offentliggøres løbende i kirkens kalender på forsiden.

Læs mere om Kammermusikforeningen af 1887 og mulighederne for medlemsskab på kammermusikforeningen.dk

Praktisk information før dit besøg i kirken

Dørene åbnes typisk en time før koncertstart. Der er ingen nummererede pladser.

Drikkevarer og mad må ikke medbringes til koncerten – du må dog gerne have en flaske vand med.

Det er ikke muligt at parkere på kirkepladsen i forbindelse med koncerter – dog er parkering for handicaptransporter til kørestolsbrugere muligt i begrænset omfang. Kontakt venligst kirketjenerne på forhånd og aftal parkering med dem.

For kørestolsburgere findes der lift til kirken – kom gerne i god tid og henvend dig til personalet, så vil vi hjælpe med at betjene liften.

Der er gode offentlige transportmuligheder til Christians Kirke, blandt andet Metroen, der ligesom adskillige buslinjer standser ved Christianshavns Torv få hundrede meter fra kirken.