Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stanleys Gaard

Stanleys Gaard på hjørnet af Overgaden oven vandet og Store Søndervoldstræde

Smukt beliggende på Overgaden oven Vandet, ud mod Christianshavns Kanal og Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning "Den Sorte Diamant", ligger den rosa-farvede Stanley´s Gaard. Adressen er dog Store Søndervoldstræde 2, og det har den været lige siden den engelske billedhugger Simon Carl Stanley byggede Stanley´s Gaard i 1755.

Simon Carl Stanley (1703-61) var født i Danmark af engelske forældre, men boede i London i sine unge år og giftede sig med en englænder. I 1746 vendte han hjem til Danmark og blev mesterbilledhugger på Holmen. Sønnen Carl Frederik Stanley (1738-1813) blev også billedhugger - endda med et større talent end faderen. Men selvom han som 20-årig modtog Kunstakademiets guldmedalje og i 1767 udførte Dronning Louises sarkofag til Roskilde Domkirke og Peter Applebys til Christians Kirken, gik det dårligt for ham. Han fik ingen bestillinger - og i 1782 måtte han sælge Stanley´s Gaard til den yngre Peter Appleby.

Kofoeds skoles spæde begyndelse

I Stanleys Gaards kælder begyndte Christians Kirkes kordegn H. C. Kofoed et arbejde, som blev banebrydende i dansk velfærdstænkning.

"Christians Sogns Arbejdsstuer for arbejdsledige" blev indviet den 28. marts 1928 i menighedshuset på Christianshavn. Der var plads til 11 mennesker i værkstedet, men det var dog kun en enkelt elev, Nielsen, der mødte op den første dag. Næste dag tog Nielsen sin svigerfar med. På tredjedagen kom yderligere to unge mænd sig til.

Hans Christian Kofoed (1898-1952). Kordegn ved Christians Kirke og grundlægger af Kofoeds Skole

Idag er Kofoeds Skole stadig en vigtig social institution. Læs mere...

I 1800-tallet ejede jernstøber Daniel Fr. Løwener Stanleys Gaard, og han lejede omkring 1850 førstesalen ud til maleren Constantin Hansen og hustru Magdelene Barbara Købke. Smukke, malede dekorationer på husets døre og paneler vidner stadig om, at den store kunstner har opholdt sig her. Senere boede landskabsmaleren P.C. Skovgaard i Stanley´s Gaard. På Statens Museum for Kunst hænger der et snevejrsbillede dateret 9. januar 1854, som Skovgaard har malet af udsigten fra vinduerne med Christians Kirkens spir i baggrunden.

Da Christians Kirken i 1901 blev dansk folkekirke, skulle den også have en sognegård. Valget faldt på Stanley´s Gaard, som 25. april 1916 blev købt af Christians Kirkens Menighedssamfund. Efter en større renovering blev huset indviet af biskop Ostenfeld St. Bededag 1917.

Fakta om sognet

Christians sogn - Amagerbro provsti - Københavns stift

Kirkestatistik (2017)

Folkekirkemedlemmer: 4.479
Indbyggere: 7.531
Fødte: 113
Døde: 34
Døbte: 124
Konfirmerede: 48
Kirkelige vielser: 32
Kirkelige velsignelser: 6
Kirkelige begravelser blandt sognets døde: 28

Kordegnekontoret

Kordegnekontoret har åbent for telefontid og fysisk henvendelse*:

Mandag - Fredag kl. 9.30-13.00
Tirsdag tillige kl. 16.00-18.30

* Eventuelle ændringer i åbningstiden vil fremgå af hjemmesiden. Bemærk, at kordegnekontoret grundet situationen omkring Corona pt. ikke er åbent for fysiske henvendelser.

Kontaktoplysninger

tlf.: 32 54 15 76

mail: christians.sogn@km.dk