Da rulleskøjtepigen fandt sin stemme

Dolke fra Yemen, dansende hænder i ramme fra Cambodia og en boomerang fra Australien. Hjemmet, den 95 kvadratmeter store treværelses Ved Linden på Amager, er som et tredimensionelt postkort, hvis hilsner ude fra verden stadig bringes hjem fra nye destinationer. Det er på samme tid en base, et geografisk og tidsmæssigt holdepunkt bygget op af arvestykker i solidt træ og indrammede malerier, olie og enkelte akvareller, fra egen hånd.

Her, i basen på Amager, har Susse Lillesøe haft adresse i over 40 år, men lejligheden har været en slags hjem hele hendes liv:

”Da min mor var tre år gammel, flyttede hendes familie ind i denne her lejlighed. Jeg er selv opvokset på Amager Fælledvej, men jeg kom her hos min mormor og morfar, fra jeg var helt lille – og var her praktisk taget hele tiden.”

Fra de tidligste barnsben tilbragte hun med egne ord timevis med at tæve i sin mormors klaver i stuen, og støjen fulgte den lyshårede pige, også når legen blev rykket udenfor; på sine rulleskøjter sendte hun en forfærdelig larm rundt i baggården, når jernhjulene raslede hen over den ujævne asfalt. Gården, som er blevet trimmet og tryllet grøn på bedste gentrificerende vis, var dengang beboet af brune træcykelskure og mærket af den snavs, der fulgte med koksene i fyrkælderen.

I opgangen boede Finn og Flemming, som hun legede med. Og Frank, som indtil for nylig havde adresse oppe på femte sal. Finn og Flemming var nogle rødder, som blandt andet fik tiden til at gå med at hejse deres langhårede legekammerat op i træet ved opgangen, men de var gode nok, og drillerierne var bare leg. Helt andre slags drillerier blev hverdag, da Susse begyndte i skole.

Helvedesår og helende sang

Christianshavns Døttreskole blev stiftet i 1799 af en gruppe borgere, som ønskede at give deres døtre en god skolegang. Susse Lillesøes mor havde selv gået på privatskolen og var senere fortsat på Christianshavns Gymnasium. Men for Susse var skolen et mareridt:

”Jeg begyndte der som seksårig og kom i skole i min kjole med pufærmer, som min mor havde syet til mig. Men det var i 1960, og sådan skulle man altså ikke se ud. Jeg blev simpelthen mobbet noget så gevaldigt og trukket rundt på gulvet af de andre piger, sådan helt bogstaveligt.”
Lærerne var med hendes ord tudsegamle og antikverede, og Susse var lykkelig, da hun senere skiftede til Marie Kruses Skole på Frederiksberg. De hårde første skoleår på Christianshavn kastede dog én god oplevelse af sig:

”En af lærerinderne på skolen var gift med Hemming Hartmann-Petersen, der var radiovært i DR. De ledte efter børn, som havde lyst til at synge, og opfordrede dem til at søge optagelse i hans nye børnekor. Og jeg blev valgt ud. Jeg tjente mine første lommepenge som sanger i tredje og fjerde klasse – og fik en hel tier hver gang, vi havde været på DR for at indsynge et program.”

Det var her, Susse begyndte at synge.

Og det er, som om hun gør det hele tiden. Når hun taler, svinger hendes stemmeleje naturligt i toner, der er højere, end mange ønsker sig i kast med, selv hvis de var bistået af et klaver. Hun intonerer tydeligt, stemmen bølger op og ned med en selvbevidsthed, som ikke lader ordene klinge af, før de har fået den tid, de har fortjent. Men der er også en umiddelbarhed i måden, hun fortæller på; en oprigtig begejstring over sine egne erindringer, næsten som når børn genfortæller så ivrigt, at det føles, som om de oplever det hele igen.

Den samme umiddelbare livsbegejstring ses overalt i hjemmet:

Hoveddøren er én stor collage af klistermærker fra hvert land, hun har besøgt. På rygstøtten i den rustfarvede sofa hviler et par tøjdyr. Køkkenet er malet gult og orange, og på badeværelset vugger væggene i spidssnudede, tegneserielignende bølger. Hvis Susse elsker noget, skal det have sin plads.

Og er der noget, Susse altid har elsket, er det musikken.

Det forgangne Amager – og fremtiden ved Vesterhavet

I 1977 blev Susse efter fem års musikstudier på Københavns Universitet optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og dimitterede som klassisk sopran otte år senere – ikke uden formaninger undervejs, for den unge, ivrige sopran sagde ja til så meget arbejde, at hendes lærerinde frygtede, at det ville gå ud over hendes stemme. En stemme, lærerinden så en strålende solokarriere for, hvis ellers Susse passede på den.

Karrieren, som fortsatte i DR’s Radiokammerkor og med et væld af koncerter i såvel ind- som udland, betød også, at Susse på mange måder fløj forbi det Amager og Christianshavn, der var lige uden for hendes dør. Amagerbanen osede sig stadig gennem bydelen og forpurrede jævnligt en i forvejen presset tidsplan, hvis man blev fanget bag det røde lys ved Bomhuset.

Men blomsterhandleren Fru Laursen i den blå kittel og hendes bud, der cyklede ud med blomster i sin fedtede cottoncoat og mest af alt mindede om en hjemløs, når han hjullede afsted på sin gamle damecykel, de var der ikke mere. Det samme med kaffebutikken på det modsatte hjørne, hvor damen med det opsatte hår altid havde haft travlt ved kaffemøllen. København og københavnerlivet var under forandring – og det liv på Amager og Christianshavn, som Gasolin’ sang om i disse år, det var milevidt fra Susses verden.

I marts 1982 tog sangen Susse med til Lemvig. Hun var blevet tilbudt at give koncert sammen med organisten i Messiaskirken, Ib Bindel, og havde takket ja. Hvad vil du dog i den udørk, havde hendes mor spurgt hende, men Susse havde aldrig set Vesterhavet. Det var dér, hun mødte Niels.

Niels var præstesøn, født på Orø, organist og formand for Lemvig Musikforening. Og han delte Susses kærlighed til musikken.

”Det var hundekoldt, og første gang han så mig, var jeg pakket fuldstændig ind i tøj fra top til tå. Men Ib og jeg skulle jo overnatte deroppe, og vi sad sammen i stuen, Niels og jeg, og talte sammen hele natten. Vi havde jo et hav af fælles bekendte."

Kort efter besøgte han hende i København. Fire år efter var de blevet gift i Messiaskirken.

Motet over livet som er og var

Det musikalske møde i Lemvig blev til 22 år sammen, 22 år for fuld musik, indtil deres livsduos toner med meget kort varsel stilnede.

”Han blev pludseligt meget syg. Samme forår, som han døde, sad han og spillede ved orglet i Torup Kirke ved Hundested – han spillede med den ene hånd og holdt sig til nakken med den anden på grund af smerter. Det var i starten af april."

Samtidig kæmper hun selv for sin karrieres overlevelse; DR’s Radiokammerkor er ramt af besparelser og omstrukturering, og selv om det viser sig, at Susse ikke er sat til fyring, arbejder hun hårdt på et skifte. Ved sin mands sygeseng øver hun på optagelsesprøver til en korstilling på Det Kongelige Teater. Hun klarer prøverne og får i første omgang et vikariat, som senere bliver til en fast stilling. Men sin mand mister hun; han går bort fem uger efter, at hans sygdom er blevet opdaget.

Han bliver bisat fra Christians Kirke, hvor Susse som sognebarn på det tidspunkt har vikarieret i koret i en årrække. Mozarts motet Ave Verum Corpus bliver sunget firestemmigt af Susses kolleger, og kortegen defilerer forbi Frimurerlogens bygninger – logen, som var som en ekstra familie for hendes afdøde mand. Bagefter samles følget til begravelseskaffe i kirkens sognelokaler i Stanleys Gaard.

Dét husker Susse. Hun husker også, at hun taber 14 kilo i tiden op til sin mands dødsfald, at det hele var en kamp. Men minderne fra den snart-voksne barndom – erindringen om, at hun faktisk har været i den store sal i Stanleys Gaard før – husker Susse ikke. Omgivelserne er på det tidspunkt ikke andet end en skal omkring den hverdag, som pludselig er faldet fra hinanden, og som hun nu skal til at stykke sammen igen.

Men 15 år efter kommer hun i tanke om, at hun har været her som ung.

Det er december 2018, og landet over går børn denne dag i optog med lyskranse på hovedet og synger med spinkle stemmer. Susses stemme har den samme kraft som altid; hun er tilbage bag Stanleys rosafarvede mure og lader Santa Lucia bølge gennem den tætte, gløggmættede luft i fælleslokalet, hvor menighedsplejens* faste gæster er samlet til den årlige afslutning. Da sangen om den sicilienske helgen er forstummet, får Susse øje på to tykke engle. De hænger, med deres nøgne, buttede kroppe og ansigterne vendt mod hinanden, på den ene af dørene i det gamle lokale.

Det er dér, Susse pludselig husker.

Hun var teenager, skulle konfirmeres i Christians Kirke. Præsterne hed Strøm og Stampe, fornavnene husker hun ikke. De var en mindre flok af jævnaldrende på holdet, måske en ti stykker, og et par af drengene var rigtig frække. De havde fået fat på to tegnestifter og placerede dem lige midt i englenes ædlere dele.

”Jeg kan godt love for, at det blev ikke taget godt imod af præsterne!”

Susse ler, mens hun genfortæller.

Hun smiler over mindet om noget så uskyldigt, men som dengang var så frækt. Og over et lille minde, som i sig selv rummede en ungdom, en anden tid. Og som så meget andet udsprang af en sang.