Fra lege på Volden til livvagt for paven

I nattens tidlige timer var det lokumstømmeren, der kom rumlende hen over brostenene. Når dagen gryede, var det mælkemanden, senere igen ismanden med sin metalpolstrede vogn med blokke af is, der blev leveret til vejens kølebokse; Christianshavn var aldrig stille, dengang Vilhelm var barn.

Vilhelm Georg Jensen er kirkeværge i Christians Kirke. Gennem mere end et årti har han ledet slagets gang, når alt fra trapper til tagsten har skullet vedligeholdes eller repareres. Men kirkens rum har spillet en rolle i hans liv længe før, han blev valgt som værge for dens vægge. Han har siddet i menighedsrådet i mere end 30 år – de 13 af dem som næstformand. Og selv i de tidligste minder spiller kirken en rolle.

Minderne fra dengang former sig gennem små bens gang fra barndomshjemmet ved kanalen, hvor Vilhelms bedstemor altid var parat med skovlen, hvis en af de forbipasserende hestevogne efterlod ’gødning’ til potteplanterne. Og de former sig over bulede brosten og videre, hen over Knippelsbro:

”Jeg syntes, det var så sjovt – jeg skulle altid stikke hovedet ud mellem tremmerne og se ned på vandet og de grønne områder, hvor personalet fra B&W’s forskellige værksteder spillede håndbold. Hver gang var min mor bange for, at jeg sad fast."

Målet for den næsten daglige gåtur med moren var Bibliotekshaven ved Det Kongelige Bibliotek. Eller, det var Vilhelms mors mål; for den lille purk begyndte udflugten først for alvor på hjemturen, når vejen blev lagt forbi haven ved Christians Kirke; her var nemlig en sandkasse.

Krig, leg og det midt imellem

Det skortede ikke på leg under Vilhelms opvækst. Da han efterhånden voksede fra sandkassen i Christians Kirkes have, begyndte Volden at trække. Her var der både vipper og gynger, og senere blev Christianshavns Vold mødested med drengene fra Vor Frelsers Sogn. Det var dér, ’de fine’ boede. Vilhelm og hans slæng var ’arbejderbørnene’, men trods den tydelige bevidsthed om sogne- og klasseskel kunne de to grupperinger let blive enige om én ting: de andre, de kunne få et par på hovedet, hvis det skulle være det.

Lige efter jul sad øretæverne særligt løst.

”Når vi nåede til nytår, og juletræet blev pillet ned, så kunne man jo tage stammen med sig hen på Volden. Det var de fine mod de andre, vi bankede løs på hinanden med stammerne, og det kom der da nogle blå mærker ud af. Men flere af dem, vi sloges imod, var jo skolekammerater – og kampen blev heller aldrig vildere, end at næste dag, så var vi gode venner igen."

Der er andre minder om krig og kampe, som Vilhelm bærer med sig. Han var for lille til at kunne huske tiden, hvor Christianshavn ligesom resten af Danmark var besat. Men han har gjort de voksnes oplevelser til sine egne:

”Min far arbejdede i politiet, og da tyskerne overtog kontrollen i 1944, gik han under jorden. Han havde fri den dag, men lød luftalarmen, skulle man møde ind til tjeneste. Da han kom cyklende langs kanalen i sin uniform, var der to søfolk, der så ham. De lå ved kaj med en båd, som fragtede roer til sukkerfabrikken i Langebrogade, og de råbte på ham og advarede ham om, at tyskerne havde omringet Politigården. Han var væk i tre måneder – han gemte sig på Staunings søns gård på Orø, men det fandt min mor først ud af bagefter. I tre måneder vidste hun ikke, om han var død eller levende.”

Krigen får sin ende, og nogle af dens dramatiske sluttoner i København spilles ved Christians Kirke. Som mangeårig værge for kirken har Vilhelm efterhånden fortalt historien mange gange – historien om krigens sidste dage, hvor frihedskæmpere og HIPO-folk beskød hinanden i Strandgade. En af kuglerne ramte igennem døren i den ene af kirkens sideindgange og endte i træværket under trappeopgangen.

Der sidder den stadig i dag.

Fra hård industri til hårdkogte kriminelle

Vilhelm vokser op på et Christianshavn, som vugger i sin egen landsbydvale samtidig med, at bydelen huser en industri, som banker derudaf.

”Langs kanalen var der fuld af mindre skonnerter og sejlskibe, som lagde til og læssede af ved Heerings Gaard, og der var masser af fritidsfiskere i deres små både. Over for os var der to tømmerflåder, som kunne hæves og sænkes, så man kunne gå og reparere bådene, og der sad spritterne altid om søndagen, når ingen brugte dem. Jo mere sprut, der røg ind, jo mere vippede de på bolværket – det var vel nærmest hver anden søndag, at der røg én i, som jeg måtte hjælpe min far med at hale op af vandet."

Som ung kommer han i lære hos sværindustriens mastodont, B&W, som dengang beskæftigede mere end 4.000 arbejdere på skibsværftet på Refshaleøen. Det var et sted, hvor man som lærling godt kunne risikere at få et par flade, hvis man var doven eller næsvis. Vilhelm fik aldrig selv en på siden af hovedet.

Han var 'sgu nok for stor', siger han med et blik, der spiller ironisk, men uden at grine; det er ikke så meget alvor, snarere en vis højtidelighed, der er over ham; som en frakke, han sjældent tager af.

Eller en uniform, måske.

Efter endt værnepligt, som havde direkte retning som sergentskolen, blev Vilhelm nysgerrig på livet som betjent. Han luftede tankerne om den nye uddannelse for sin norske kæreste kort efter, at et røveri på Amager førte til drabet på fire betjente. Hun mente, at han måtte være vanvittig, og måske havde hun ret; i hvert fald har Vilhelm taget sin andel af tæv og pludselige overfald i forbindelse med en anholdelse. Han har underrettet pårørende om dødsfald og taget de første skridt ind i hjem, hvor døden har ventet på at blive fundet.

Han har oplevet meget, også af den usøde slags.

Men aldrig her i boligkomplekset på Amager. Med sine syv rektangulære klodser i novemberfarvet beton i Urbanplanens nordvestlige hjørne kalder området ellers på alle de fordomme, man måtte have om 1970ernes beboelsesenklaver. Men Vilhelm og hans hustru – den norske kæreste, som trods alt ikke syntes, at han var så tosset, at hun ikke ville giftes med ham – har boet her næsten lige så længe, som væggene har stået. Og spørger man Vilhelm, har her altid været fredeligt.

Kernen i det hele

Under sin årelange karriere hos Politiet arbejdede Vilhelm som livvagt gennem 18 år, og selvom han ikke hører til dem, der lader sig dupere af titler, så ranker han helt automatisk ryggen, når han taler om de tre dage, hvor Pave Johannes Paul d. 2. var under hans værn.

For slet ikke at tale om karrieren, der intet havde at gøre med arbejde, men som måske nok udsprang fra de unge dages kampe på B&W’s plæner; karrieren som håndbolddommer, der ikke blot sendte ham ud i hele verden, men også lod leveforhold og livsanskuelser krybe ind under huden på ham.

”Jeg kan for eksempel huske de kampe, vi var ovre og dømme en kamp bag Jerntæppet. Og da det så faldt – der kan jeg love dig, der blev man alligevel rørt.”

Sporten har fulgt Vilhelm siden barndommen på Christianshavn. Et par gange om ugen brændte han og ”de andre unger” brændte noget af krudtet af i ungdomsklubben DUI, De Unges Idræt, om sommeren med foldbold eller håndbold – og rundbold for de små – på pladsen bag Langebrogade ved den gamle pølsefabrik.

Om vinteren tog de med lederne på løbeture eller trak. Her skiftede sporten fra sæson til sæson; en vinter var det brydning, en anden var det folkedans, og det foregik mellem vægge, som har lagt til betydningsfulde dele af bydelens historie: Frem til 1949 en skole for bydelens børn, hvorefter Kofoeds Skole rykkede dertil fra sine første lokaler i Stanleys Gaards kælder. Og fra marts 1977, hvis man ikke medregner den næsten halvanden år lange besættelse af huset, som er gået forud, bliver det bydelens eget aktivistiske beboerhus.

Ungdomsdagene i DUI hev også Vilhelm ud af byen. Til Kongelunden, hvor man byggede lejr og lærte at binde knob ligesom spejderne. Og hver sommer til Orø, fra brostenskvarter til bondegårdslejr.

Idrætten og de mange ture som håndbolddommer ude i verden. Livskarrieren hos Politiet og et liv, hvor kirken hele tiden har været der, og hvor Vilhelm i mange år aktivt har været der for dén; den kan se ud som en mosaik, hvor farverne ikke helt matcher. Men Vilhelm ser ikke selv nogen modsætning; for ham er der én kerne, som går igen i alt, hvad han har interesseret sig for – menneskene.

”Det er altid det, der har drevet mig. Nu skal jeg jo ikke prale, men der var da flere muligheder for at få en forfremmelse i tidernes løb, men jeg sagde nej. Jeg vidste godt, hvad det ville betyde – om bag et skrivebord og ordne papirer. Jeg skulle ud, hvor man møder folk. Det var også sådan med håndbolden, og det er det samme i kirken – det er mødet med mennesker, som driver mig derhen. At se, hvordan personalet og dem, der kommer i kirken, trives. Og så er det selvfølgelig spændende, hvis man kan være med til at sætte sit præg på nogle ting."

Faktisk er det også mennesker, det handler om, når han skal sætte ord på noget, han savner fra barndommens Christianshavn; nemlig måden, vi behandler mennesker på, når de får sidste gang har trådt deres skridt i bydelen:

”Jeg kan huske det som barn, hvordan man tog hensyn, når et ligtog passerede forbi. Følget kom gående efter ligvognen fra Christianshavn hele vejen til Vor Frelsers Kirkegård, folk standsede op på fortovet, og mændene tog hatten af i respekt.”

Vilhelm ved godt, nogen måske vil tænke, at det lyder gammeldags. Men han klarer sig fint med, at bydelen ændres, at pølsefabrikken, kulværket og håndboldkampene på B&W’s plæner er væk. Alt det kan undværes – men ærbødigheden, at man tager sig tid til at være stille for hinanden, den er også blevet et minde. Og det, mener han, er en skam.